Kvinderegensens historie

banner

Kvinderegensens historie begyndte, da Dr. med. Eli Møller I 1929 tog initiativet til opførelsen af et kollegium for kvindelige studerende. Grundstenen blev lagt d. 10. februar 1931, og universitetskollegiet “Kvinderegensen” opførtes for bidrag indkommet ved indsamlinger samt med støtte fra Kommunitetet. I marts 1932 var bygningen klar til indflytning, mens den officielle indvielse først fandt sted 10 maj samme år. Denne dato fejres hvert år som “Husets Fødselsdag”. Kvinderegensen var det første kollegie der gav kvinder en reel mulighed for at bo på kollegie

Kollegiets fundats blev fastsat af en komitè bestående af kvindelige akademikere og konsistorium ved Københavns Universitet. Optagelsesberettigede var oprindeligt kvindelige studerende ved KU og den Polytekniske Læreanstalt. I 1978 vedtoges dog en beslutning om at også mandlige studerende måtte bo på kollegiet. Husets værelser har navne, som hentyder til den eller dem som ydede bidrag i forbindelse med kollegiets opførelse.

Tidligere var der til værelserne knyttet en del legater, f.eks. huslejelegater, boglegater eller møbelvedligeholdelseslegater. Disse er dog senere blevet samlet og er nu knyttet til alumnerne i stedet. Ligeledes var der til det enkelte værelse helt bestemte retningslinjer for hvem, der måtte bebo det. Få af disse traditioner holdes i dag i hævd og meget er ændret gennem tiden.

Hvis du er interesseret i Kvinderegensens meget spændende historie findes der på Selvstyrekontoret:
– Scrapbog (1932-1959)
– Dagligstuebøger
– Gamle Eforatsmødereferater og sagsmapper

Endvidere kan følgende anbefales som interessant læsning:
– “Kvinderegensen, 1932-57” Dansk Videnskabs Forlag, A/S, Kbh., 1957 (Udgivet i anledning af 25-års jubilæet i 1957)
– “Kvinderegensen gennem 60 år: 1932-1992”, af Inge Lise Pedersen, Birgitte Regenberg og Kvinderegensen. Udgivet i 1992. Uddrag kan findes her
– “Samling af de for KU’s legater gældende bestemmelser” Stig Juul og E. Villarsen, Kbh. 1962
– Universitetets årbog, diverse årgange.
Oversigt over kvinderegensens arkivmateriale
Kvinderegensens arkivmateriale på Rigsarkivet

Set fra kvinderegensen

I 2007 lavede Palle Demant og Morten T. Steinbach dokumentarfilmen “Set fra Kvinderegensen” om kollegiets historie fra 1932-2007. Filmen blev produceret i anledning af Kvinderegensens 75 års Jubilæum. Udover et spændende indblik i kollegiets unikke historie, giver filmen også et godt indblik i hverdagen og festerne på Kvinderegensen.

Første del:

Anden del: