Det daglige liv

banner

Kvinderegensen er et gammelt kollegium der både er rigt på gamle traditioner, gået i arv gennem generationer, samt på nye der spontant opstår og bliver hængende. Vi håber at du vil være med til at deltage i det sociale liv ved at holde traditionerne i hævd og finde på nye. Her er en beskrivelse af de arrangementer som er en fast del af livet på Kvinderegensen:

Husfest

De syv køkkener skiftes til hvert halve år at holde husfest. Husfesten er den største fest på Kvinderegensen som der bliver gjort enormt meget ud af, og hvor alle kommer udklædt i stil efter festens tema. I god tid bliver der lagt små ledetråde ud ang. festens tema – ofte i form af besynderlige begivenheder eller objekter. En lille måneds tid før festen, bliver den formelle invitation sendt ud og temaet afsløret. Husfesten består typisk af velkomst i biblioteket, middag og et natteløb med efterfølgende fest. Der bliver gjort meget ud af oppyntningen; gymnastiksalen er gennem tiderne blevet transformeret til alt fra venetiansk rum med malerier og både, over halbal med landmænd, hø og køer, til intergalaktisk rumstation og senest Hogwarts.

IMG_4942

Husmøde

Husmødet er en del af det mere seriøse Kvinderegensen. Hvert halve år (februar og september) mødes alle alumner til husmøde, hvor kollegiets gang bliver drøftet og vigtige beslutninger truffet. Kvinderegensen er et direkte demokrati hvor alle har mulighed for at være med til at præge kollegiet. På husmøderne bliver der ligeledes stemt om kandidater til de fem selvstyreposter. Selvstyret er det organ der står for den daglige drift af Kvinderegensen.

Husmøde

Fodbold

Selvom det strengt tager ikke tæller som en tradition, er det værd at nævne, at Kvinderegensens Idrætsforbund (QR IF – udtales CHRIF) spiller fodbold hver søndag kl. 13. Det er meget hyggeligt og uformelt og her er plads til folk på alle niveauer. Det er en god anledning til at være sammen med sine medalumner og hhv. løbe tømmermændene væk / begynde dagen med motion og sjv.

Hvis du gerne vil være med i QR IF, så mød op en søndag og/eller tilmeld dig vores facebookgruppe

QR IF

Qultur

QultuR er en forening for de kulturelt interesserede alumner. Med QultuR har man blandt andet mulighed for at komme i Operaen, Skuespilhuset og Den gamle Scene med sine medalumner og se nogle af Danmarks mest folkekære skuespillere, alt sammen med klækkelige studenterrabatter. Alle beboere kan melde sig ind i QultuR ved at skrive til netværksadministratoren (admin snabel-a qr.dk). På fællesmailen QultuR snabel-a qr.dk bliver der løbende sendt info om nye arrangementer ud og man kan så tilmelde sig pr. mail og betale inden en given dato.

Husets fødselsdag

D. 10. Maj 1932 blev kollegiet officielt åbnet, og denne dag fejrer vi hvert år ved at invitere gamle alumner til kage, hyggesnak og udveksling af nostalgiske minder.

fodselsdag

Luciaoptog

Alle kender vel traditionen hvor kvinder går luciaoptog på årets længste dag. Sådan er det ikke helt på Kvinderegensen. Efter mændene i 1978 fik lov at flytte ind på Kvinderegensen, har også fulgt, at de hvert andet år kl 07:00 går luciaoptog (de andre år går kvinderne). Efter Luciaoptoget laver køkken 1 en hyggelig Luciamorgenmad.

1472928_10152063568576602_1928303175_n

Sommerfest

Sommerfesten er en uformel fejring af den netop afståede sommer. Festen bliver typisk afholdt i august eller september og byder på udendørs hygge – ofte med grill af hel gris på spyd. Derefter bliver der festet i gymnastiksalen til den lyse morgen.

Nytårsfest

Hver nytårsaften fejrer vi på Kvinderegensen det forgangne år, og byder det nye velkommen. Gymnastiksalen giver gode rammer for en hyggelig middag og festligheder i godt selskab. Kom og vær med og inviter gerne dine venner, veninder og kærester! (vær også meget gerne med til at arrangere den).

IMG_0502

Tour de chambre og tour de cuisine

Alle køkkener holder jævnligt tour de chambre, hvor alle på køkkenet finder på et tema og pynter deres værelse. Skiftevis går beboerne nu rundt på hinandens værelser hvor de drikker drinks og laver sjove aktiviteter. Et par gange om året er der på Kvinderegensen ligeledes tour de cuisine, hvor hvert køkken finder på et tema, klæder sig ud og står for aktiviteter og drinks. Der bliver trukket lod om køkkenernes rækkefølge og festen slutter (næste morgen) på det sidste køkken.

Åbning af petanquebanen

Den årlige åbning af petanquebanen er en dugfrisk tradition på Kvinderegensen. Kvinderegensens Idrætsforbund (QR IF) åbner hvert forår kollegiets petanquebane og sørger for ost og rødvin mens alumnerne dyster med petanquekugler.

petanque

Vandretur

Den halvårlige vandretur er ligeledes en af Kvinderegensens nye traditioner. Startet af veteranvandreren Jeppe, er vandreturen nu gået i arv. To gange om året begiver en lille flok kvinderegensere sig afsted på eventyr til Sverige. Vandreturen varer fra fredag til søndag og er også for utrænede vandrere. Principperne for vandreturen er, at der skal være mad i overflod, meget Whisky (som bruges til irish coffee) og at overnatning foregår under shelter. På vandreturen kommer man tættere på sine medalumner og tilbringer en weekend i det bedste selskab man kan forestille sig. Det kan ikke anbefales nok!

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Indflytterbar

To gange om året arrangerer de nyligt indflyttede en bar for resten af alumnerne hvor de synger den traditionelle ny-alumne-på-Kvinderegensen-sang. Aftenen er en god mulighed for at lære både de nye og gamle kollegianere at kende.