Indvielse af Eli Møllers Bro

En navnløs, lille gangbro har i mange år forbundet Amager og Christianshavn henover Stadsgraven ved  Kvinderegensen. To tidligere kvinderegensianere lagde mærke til at den afholdte, lille gangbro ikke havde et officielt navn og indstillede broen til at få navnet: Dr.med. Eli Møllers Bro. 

Eli Møller tog i 1929 initiativet til at etablere et kollegium i København for kvindelige studerende ved universitet, og i 1932 stod Universitetskollegiet Kvinderegensen klar til indflytning.

Ved en mindre reception i vinterhalvåret 2018 blev gangbroen henover Stadsgraven navngivet: Eli Møllers Bro. Kvinderegensens efor Thomas Heine talte foran kvinderegensianere og andre fremmødte, som alle skålede for dr.med. Eli Møller.